Anmeldelser

Søren Balle bejler til titlen som landets mest lovende instruktør med en stor film om et lille kriseramt Danmark, hvor der tales formfuldendt nordjysk.

Gangsterfilm om den belgiske hormonmafia er et maskulint mareridt med Matthias Schoenaerts, der leverer en grum præstation i hovedrollen som halv mand, halv tyr.

Med sin lysende melankoli, sorte humor og sit triumferende studie
 af fiasko er Inside Llewyn Davis på top fem over Coen-brødrenes bedste film.

Arvingerne hutlede sig igennem de sidste par afsnit, men undervejs bød sæson 1 på familiedrama og skuespil af ypperste karat.

Debutantfilm rammer tidens hippe ånd med let elegance og er en underspillet smuk og knugende fortælling fra udkantsamerika.

Edgar Reitz’ prequal til den mastodontiske Heimat-serie er en nærværende og medrivende hjemstavnsskildring af de onde gamle dage.

Charlotte Sachs Bostrup har sammentømret en sympatisk træk og slip-thriller, der for en gangs skyld handler om nogle mennesker, som arbejder med deres hænder.

George Clooneys stjernebesatte heltekvad drukner i halvplatte jokes og en lemfældig omgang med det autentiske forlæg.

Sæson to af Netflix-serien House of Cards er en potent og veldrejet politisk thriller, der løftes af Kevin Spacey og Robin Wrights skuespil, men den lever ikke op til hypen.

Disneys løgnagtige trædreng vender hjem til Støvlelandet i Enzo D’Alòs Pinocchio. Toscana er mageløst tegnet, men historien fortælles kluntet og uden humor.

Russell Crowe, flyvende heste og troen på magi kan ikke redde et endimensionelt manuskript, der lyder som et kludetæppe af Ga-Jol-floskler.

Mark Wahlberg går Rambo i bedene i en teknisk imponerende actionfilm, der er kras realisme, men også slet skjult propaganda for krigsmaskinen.

At deltage i en skamfuld middag iført virtual reality-briller er en banebrydende oplevelse, der hæmmes af teknologiske begrænsninger.

Disney fortsætter med at drive rovdrift på arvesølvet i den femte film om Klokkeblomst, hvor små piger bliver fodret med en anti-feministisk morale.

Alexander Payne portrætterer en misfornøjet mand i livskrise med misantropisk weltschmerz, tilpas tør komik og stille, melankolske kvaliteter.

RoboCop er endnu en overflødig genindspilning, der er mere kludret end kløgtigt skruet sammen.